
Skal du bare købe alt det tøj, du kan lide?
Der er masser af nyt i butikkerne nu og som altid rig mulighed for at købe sig fattig i tøj, der aldrig bliver brugt. Men er det så ikke fint for din personlige stil, hvis du bare køber alt det tøj, du kan lide?
Jeg eeeeeeeelsker de efterårsnuancer, der fylder butikkerne lige nu. Og var jeg ikke stylecoach, havde jeg sikkert allerede lænset min konto for det der svarer til de kommende 3 års julegavebudget og været nødsaget til at gå under jorden for ikke at møde nogen fra banken. Måske har du det på samme måde?
Men vi behøver slet ikke at komme i klammeri med banken (i hvert fald ikke fordi vi insisterer på at fylde vores økologiske! indkøbsposer med alle tidens udgaver af forskellige modetrends).
Du kan nemlig gøre ligesom jeg, for jeg springer over den del af livet, der handler om, i overgearet shopping mode, at kaste den ene fede style efter den anden over armen og slæbe den hjem. Styles der måske slet ikke sidder så godt foran spejlet derhjemme, som de gjorde i butikken.
Som måske alligevel minder så meget om tøj, jeg allerede havde i forvejen, at jeg ikke engang får en følelse af et nyt look ved at tage det på.
Styles som ikke giver mig nogen som helst følelse af at se godt ud, men mere får mig til at føle mig som en medister i alt for stramt skind.
Køb som måske endda hindrer det fornødne økonomiske overskud, der ville have sikret mig og familien varm mad resten af måneden.
Det er sådanne indkøb, der ender som fejlkøb bagerst i skabet. Det er sådanne indkøb, der, udover at gøre dig til jaget vildt fra et bankrådgivermæssigt perspektiv, får dit klædeskab til at bugne af overflødigt tøj, du ikke bliver glad af at have og ikke kommer til at bruge.
Fejlkøb stjæler din skabsplads, det lægger din økonomi i ruiner og værre endnu: Det stjæler din energi, dit gode humør og glæden ved dig selv og din garderobe.
Så når du skal købe nyt tøj så brug disse principper:
- Se på det tøj, du allerede har. Måske duer vinterfrakken fra sidste år en sæson mere. Og er der noget af dit andet tøj, du kan bruge, i stedet for at købe nyt?
- Køb kun en ny style, hvis den kan sættes sammen med 3 styles fra din eksisterende garderobe. Dit nye tøj skal kunne tilføre noget nyt og frisk til det, du allerede har.
- Køb ikke noget, der ligner det, du allerede har. Det skaber ingen forandring – kun mere af det samme.
- Er du i tvivl om en style bibringer dig og din garderobe noget nyt og godt, selvom den både klæder dig og giver dig en god følelse? Så få lagt den til side til næste dag og sov på det.
Og nyd så alle de skønne styles i butikkerne lige nu – i bevidstheden om, at du ikke behøver at springe i hvad som helst eller at være med på alle tendenser.
Skriv et svar